Krydstogt med børn – del 2

Som lovet i sidste opslag får I også et par linjer om, hvad vi brugte tiden på ombord og på de mange ture, vi var på. Som det kan ses i dette opslag med vores rejseplan, besøgte vi fire forskellige havne/byer og havde to dage, hvor vi kun var på havet.

Hver gang skibet kommer til en ny havn, kan man gå i land om morgenen – typisk omkring kl. 8.30-9, og så skal man være retur igen sidst på eftermiddagen, hvor man så sejler videre.

Bahamas

Første stop var Bahamas. Det var nok det sted, jeg følte, jeg kendte bedst, inden vi tog hjemmefra. For hvem har ikke hørt om Bahamas og lækre sandstrande med turkisblåt vand?

Og vandets farver skuffede bestemt ikke, dog kom vi måske ikke til den bedste strand, da vi ikke havde undersøgt så meget på forhånd. Børnene var stadig lidt i den forkerte tidszone, og mindstemanden havde holdt os vågne siden kl. 4 om morgenen.

Vi valgte derfor blot at gå fra borde og gå til den nærmeste strand, for dem er der som sagt masser af på Bahamas. Stranden var fin med helt klart blåt vand, men set i bagklogskabens lys, skulle vi nok have taget en taxi lidt længere væk eller måske have besøgt det verdensberømte hotel Atlantis og deres private strand. Men vi fik alle badet og vores lille fyr fik smagt på masser af sand og morede sig herligt i vandet.

img_5878

Vi besluttede os dog for, at have en plan næste gang vi skulle i land, så vi fik lidt mere ud af dagen – med det forbehold at vi jo rejser med tre børn, hvoraf den ene er en baby.

Næste dag var vi på havet hele dagen, så vi havde masser af tid til at undersøge muligheder, og som beskrevet i forrige indlæg brugte de to største drenge dagen på at udforske børneklubben til stor succes for begge. Vi nåede også at prøve poolområdet og jeg fik da lige startet dagen med lidt vandaerobics med en gruppe ældre damer.

Cozumel

På dag 3 kom vi til Cozumel, der er en mexicansk ø ud for byen Playa del Carmen. Her havde vi allerede hjemmefra talt om at tage ud og snorkle med de to store drenge, da øen er kendt for gode snorkel-muligheder. Vi valgte at booke en af skibets arrangerede ture, og så skulle vi ellers på eventyr med de to største, mens mindstemanden blev passet af mormor og morfar på skibet.

Vores tur var med kør-selv Jeep rundt på øen med enkelte stop ved en krokodille-lagune (vi så ikke nogen krokodiller) og en lille Maya ruin. Derefter stod den på snorkeling. Drengene havde prøvet det lidt i sommer ved stranden derhjemme, men ellers var det næsten nyt for dem. Det var en stor oplevelse og vi så mange flotte fisk, men efter 30 minutter var de også virkelig trætte.

Det var dog vildt fedt at være afsted med dem og få den oplevelse sammen og som prikken over i’et fandt vi også lige en ægte kæmpe-konkylie på stranden efter snorkelturen. Den skulle selvfølgelig foreviges på adskillige billeder, indtil vi fandt ud af, at der sad nogle små giftige koraller på den, som man ikke skulle røre (skøre turister!).

img_9087

Den flotte og farlige kæmpe-konkylie

Alt i alt en supergod tur og fedt med bedsteforældre, der lige kunne passe den lille tumling imens (kan anbefales!).

Jeg tror vi sammenlagt var afsted i 5 timer, og indtil nu er det også det længste, jeg har været væk fra min mindstemand, så gensynglæden var stor, da vi så hinanden igen.

Roatan

Roatan er en lille ø, der er en del af Honduras og her landede vi på dag 4. Tidligere levede de af fiskeri, men nu er krydstogtsskibene blevet en stor indtægtskilde. Øen prøver derfor at blive så selvforsynende som muligt, da kriminaliteten fra fastlandet helst ikke skal komme til øen, af frygt for at miste de indbringende turister.

Dette kunne godt mærkes, når man kom i land, hvor masser af lokale forsøgte at sælge ture eller tilbød taxi. Vi havde på forhånd besluttet at finde en taxi, som kunne vise os rundt på øen. Det fandt vi nemt og prisen for dette var noget lavere end de arrangerede ture, som man kunne købe på skibet. Rundt på øen, kom vi op på det højeste punkt, besøgte en chokoladefabrik samt et lille zoo, hvor vi prøvede at holde en abe og en papegøje. Samtidig kunne chaufføren fortælle en masse om øen – bl.a. at et stigende antal amerikanske pensionister flytter til øen for at slå sig ned.

img_9184

Mindstemanden er noget skeptisk – måske fordi papegøjen lige har bidt en knap af den body, som jeg brugte til at beskytte min arm mod dens kløer.

Sidst vi var på krydstogt i Caribien, valgte vi også på en af øerne bare at booke en taxi som så kørte os rundt, og det er en virkelig god måde at få set lidt på. Det er også både nemmere og billigere end på skibets arrangerede ture. For mens skibets ture er gennemtestede, så ved man selvfølgelig ved du ikke altid, hvad du betaler med en freelance guide og en taxi. Men vi er endnu ikke blevet skuffede, og det er rart at kunne tage turen i eget tempo i stedet for at skulle skynde sig hele tiden, som vi f.eks skulle på vores snorkeltur på Cozumel (vi fandt da ud af, hvad “Andale! Andale!” betød)

Costa Maya

I Costa Maya, som lå lidt længere nede af kysten end Playa del Carmen kunne man også tage på diverse snorkelture, men man kunne også prøve at svømme med delfiner, og det har jeg altid godt kunne tænke mig, så selvom det var dyrt, skulle det prøves.

Der hvor vi lagde til i Costa Maya, var der ikke ret meget andet end nogle butikker, en lille strand og så delfinbassinet, så vi var langt fra de eneste, der skulle ned og klappe eller svømme med de søde væsener. Det gav også en del ventetid, men det var det værd, og vi fik både lov til at klappe dem, give high five, blive skubbet på et surfbræt og blive trukket af delfinerne ved at holde dem i finnerne. Begge de store børn havde også en stor oplevelse ved det, selvom vores mellemste var for lille til at svømme med delfinen og måtte nøjes med en krammer.

img_9306

Til søs og så i land

Den sidste dag på skibet blev tilbragt til søs og igen betød det børneklub, masser af mulighed for aktiviteter, tid ved poolen, vandshow og lækker frokost med vores nye amerikanske venner. Om aftenen fik ungerne en sidste tur i karusellen, inden vi næste morgen gik i land igen i Miami efter en fantastisk og oplevelsesrig uge på havet.

img_5890

Lidt mere om krydstogter generelt

Det krydstogt vi var med var som nævnt en uge i Caribien. Tidligere har vi også været afsted i 10 dage, og første gang var det en uge i Middelhavet. Denne gang var det med en af verdens største skibe, hvilket også gjorde at mængden af aktiviteter og muligheder om bord næsten var uendelige, og tog man tre forskellige mennesker ombord, kunne de have haft tre vidt forskellige ferier, til trods for at have været med samme skib.

Derudover er der også stort forskel på, hvor børnevenlige krydstogterne er. Det vi var med med Royal Caribbean var meget børnevenligt – både hvad angår mad og underholdning. Der var faktisk også en babyklub, hvor man kunne få passet sin baby, hvis man ønskede det. Desuden har Royal Caribbean lavet en aftale med DreamWorks, så alt underholdning ombord, var med karakterer fra deres film – fx Shrek.

Disney har også krydstogter, men dem har vi dog ikke prøvet – endnu! 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s