Vi forbereder os til turen – rejseforsikring og vaccination af børn

Så er der kun en måned til afrejse, og mange er begyndt at spørge: Glæder I jer og er I klar?

Svarene er: JA og måske! 😀

At skulle rejse med tre børn i alderen 0-7 år i fem uger kræver en del forberedelse.

Alene hvad vi skal have med af tøj, bleer, solcreme osv., tager tid at finde ud af, og det er vi heller ikke kommet til endnu.

Derudover er der også vaccinationer, rejseforsikring og pas – kedeligt men nødvendigt.

Rejseforsikring – tjek hvor meget du er dækket for og om alle familiemedlemmer er med på forsikringen

Vi har rejseforsikring hos Tjenestemændenes Forsikring (som er sammen med Tryg om rejseforsikring), og det er vi meget trygge ved. 🙂

Vi har i forbindelse med rejsen hævet vores dækningsbeløb, da rejsens pris var højere, end hvad vi var dækket for. Det vil sige, at hvis vi er nødt til at aflyse vores rejse pga. sygdom, eller hvis der pludselig sker noget i Mexico inden afrejse, kan vi få hele beløbet for rejsen tilbage.

Det vil jeg anbefale, at man får undersøgt, hvis man skal ud på en længere rejse. Den hævede pris for selve forsikringen var ikke så høj og det er da rart, at man kan få dækket hele rejsen og ikke kun noget af den, hvis uheldet skulle være ude.

Derudover tjekkede jeg også lige op på, om vi alle var nævnt på policen, og det var heldigt, for det var vi ikke. Ens børn kommer ikke automatisk med på ens forsikringer, så det skal man selv sørge for, når de bliver født. Jeg havde egentlig gjort det, men ved en fejl, var vores mindstemand på 7 måneder ikke kommet med på vores rejseforsikring. Det er han så nu, og så håber vi bare ikke vi får brug for forsikringen!

Vaccinationer

Da vi har været i Thailand for knap to år siden, er fire af os vaccineret mod hepatitis. Dog har begge drenge lige fået en booster her i november, så deres vaccination nu varer i 40 år.

Vores mindstemand er for lille til en hepatitis-vaccination, men i samråd med lægen har vi valgt, at han får sin 15-måneders vaccination, inden vi tager afsted (og igen når han er 15 måneder) for at han er bedre sikret mod mæslinger.

Pas

Vores ældste søn er født i USA, så i efterårsferien var vi lige et smut på den amerikanske ambassade i København for at få nyt amerikansk pas til ham. Vi begynder jo ferien i Miami, og når man er amerikansk statsborger, kan man ikke rejse ind i USA uden et amerikansk pas, og det han havde var udløbet for et par år siden.

IMG_5769.jpg

Derudover var der også kun nogle måneder til hans danske pas udløb, og det skal jo mindst have 6 måneder tilbage når man rejser så langt. Derfor er han nu blevet beriget med to nye pas.

Et lille tip ang. pasfoto, så tog vi til Løgten Radio og TV.  Når vi bor i det nordlige Aarhus, var det virkelig nemt at køre til og prisen var på 130 kr. Modsat de 250 kr. vi gav sidst.

Huset

Og hvem passer så vores hus mens vi er væk? Vi er heldige med gode naboer, som kigger ind hver dag og så har vi også valgt at låne vores hus ud til nogle venner, så det ikke står helt tomt.