Er du digital tryg?

For nylig blev jeg kontaktet for at høre, om AarhusMor sammen med InternetWeek Denmark vil være med til at sætte fokus på digital tryghed blandt børnefamilier i Aarhus.

Jeg var faktisk ret beæret over at blive spurgt, og da jeg synes, det er et vigtigt emne – og også relevant for et online medie som AarhusMor, sagde jeg ja.

Men hvad er digital tryghed og bør vi være bekymrede?

Både ja og nej – det er vel som så meget andet, at handler man på et oplyst grundlag, skal man ikke være alt for bekymret, så lad mig prøve at oplyse jer.

Ifølge rapporten ’Den digitale børnefamilie’ fra reklamebureauet Envision bruger 91 % af børn i dagtilbud digitale medier i hjemmet, og næsten halvdelen bruger dem dagligt. Samtidig er 27 % af de danske forældre bekymrede over, hvor meget tid børnene bruger på de digitale medier.

Men hvordan skal vi så som forældre navigere og agere i den digitale virkelighed?

I Danmark har 37 % af forældrene fra Generation Y (født 1975-1990) sat grænser for, hvad deres børn må på internettet. Er det få, og bør vi blive bedre til at lave retningslinjer for vores børn om, hvad de må se på nettet, hvilke apps de må bruge, og om alt på youtube bare er tilladt?

Mine børn er stadig så små (3 og 5 år), at det ikke er noget, vi har talt med dem om, men vi har regler om, at f.eks. Youtube kun bruges, når mor eller far sidder ved siden af.

Når de bliver ældre, er det da helt sikkert noget, vi vil tale med dem om, for der er ingen tvivl om, at de fortsat vil være rigtig meget online og sikkert også på medier, vi slet ikke kender til endnu. Inden da skal jeg nok også selv have sat mig bedre ind i, hvad man bør være opmærksom på, når det kommer til digital sikkerhed.

Red Barnet og Det Kriminalpræventive Råd har lavet en rigtig god hjemmeside med råd og vejledning til børn i forskellige aldersgrupper, så hvis du har større børn (4.-9. klasse) kan du evt. dele linket med dem http://sikkerchat.dk/ eller selv læse vejledningen til forældre her

Kom og hør mere om digital tryghed

Du kan også komme til et gratis og særligt mødregruppe- og fædregruppevenligt arrangement om digital tryghed (så ja babyer og småbørn er velkomne :-)).

19. april kl. 13-15 på Rampen i DOKK1, inviterer AarhusMor sammen med Internet Week Denmark nemlig til et gratis arrangement om digital tryghed for børnefamilier.

Her kan du møde Sisse Sejr-Nørgaard, journalist og aktuel med DR3-programmet ”Mit Liv Er Stjålet” om digital sikkerhed. Du kan også møde Mette Krog, Strategisk Planner fra Envision, antropolog og forfatter til den omfattende rapport ‘Den Digitale Børnefamilie‘.
Jeg vil også selv være der og tale om mine egne overvejelser om digital tryghed – både som mor og de overvejelser jeg havde og har, da jeg oprettede Facebook-gruppen Aarhus Mor.

Jeg håber mange af jer har lyst (og ikke mindst tid) til at kigge forbi og snakke med om dette relevante emne.

I kan tilmelde jer her på Internet Week Denmarks side

OBS: For at tilmelde dig skal du lave en profil på Internet Week Denmarks hjemmeside (dette er meget nemt).

Der hvor der står “Company” kan du bare skrive “Mor” eller “Far”, hvis du ikke lige vil skrive, hvor du arbejder i denne sammenhæng.
Vi glæder os til at se dig!